Kakao-kyskager

Det startede med at der skulle være noget kage til glutenallergikeren, men endte med at blive et hit hos alle pigerne til børnefødselsdagen. Små kyskager, der var sprøde hele vejen igennem – og SÅ nemme at lave. Jeg var lidt skeptisk om de overhovedet ville hæve, da man slet ikke skal piske æggehviden, men de blev rigtig fine og lette. Mængden af flormelis er næsten lige så stor som til royal icing, så dejen er noget sej i det, og derfor valgte jeg at sætte den på pladen med to teskeer. Næste gang bruger jeg nok en sprøjtepose med en stjernetyl, bare for at de bliver lidt pænere. Desuden skal man lige huske ikke at snuse for kraftigt ind, når man åbner ovnlågen; hjortetaksalt lugter simpelthen ikke godt!

Kakao-kyskager (ca. 40 stk.)
1 æggehvide
250 g flormelis
2 tsk kakao
1/4 tsk hjortetaksalt

Kom æggehviden i en skål. Bland flormelis, kakao og hjortetaksalt, og sigt det ned i æggehviden. Rør det sammen til en jævn dej (du må gerne bruge en håndmikser).
Sæt dejen på en bageplade med to teskeer, eller brug en sprøjtepose. Regn med at de små kys bliver cirka dobbelt så store. Varm ovnen op til 200 grader. Sæt bagepladen ind på næstøverste rille, luk lågen og SLUK for ovnen. Lad kyssene bage ved eftervarmen i 45 minutter. Lad dem afkøle på en rist.
Kan holde sig i ugevis i en tætsluttende kagedåse – hvis du altså ikke spiser dem inden.

IMG_2570

2 kommentarer
  • Annika siger:

    Er de ikke meget i stil med rutebiler?

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *