Signe Vinther, rendyrket foodie
Jeg er tosset med mad, simpelthen rendyrket foodie! Jeg kan relatere langt de fleste samtaleemner til mad - og er altid god for en opskrift på stort set hvad som helst. Jeg kan lide at lave det meste fra bunden; jeg elsker at bage, og køber aldrig hverken brød eller kager. Jeg bryder mig generelt ikke om halv- eller helfabrikata, og det økologiske fylder også meget i mit hjem.

Risotto med salvie-ristet græskar

Det er meget sjældent jeg er alene hjemme, men lige i dag var husbonden ude og føjte, og børnene er hos deres bedsteforældre HELE ugen. Altså måtte jeg finde på noget til mig selv. Jeg elsker risotto, men da ungerne ikke bryder sig om det, får vi det utrolig sjældent. Desuden havde jeg et lille sweet dumpling græskar stående fra sidste uges kasse, så det skulle bruges. Jeg fandt en opskrift på ristet græskar fra oktober måneds Spis Bedre, som egentlig var beregnet til pasta, men det virkede fint til risotto også (i øvrigt kan jeg næsten ikke forestille mig andet end at det ville være en tør omgang pasta, kun med dette tilbehør, men det er en anden sag).

Risotto (1 pers)
1 porre (det hvide)
125 g arborioris
5 dl hønsefond (evt. en terning opløst i vand)
1 glas hvidvin
25 g revet tør ost (helst pecorino eller gedeost)
lidt olivenolie, peber og måske lidt salt

Halver porren og snit den i tynde ringe. Varm fonden op. Varm olivenolie op i en gryde og steg porren nogle minutter ved medium varme. Tilsæt risene og lad dem riste med til de begynder at klistre fast på bunden. Tilsæt vinen og rør imens risene suger væden. Tilsæt fonden, ca 1 dl ad gangen, og rør hele tiden. Det tager ca. 20 minutter før risen er al dente (smag dig frem). Så kværnes lidt peber ned i risottoen, og halvdelen af osten kommes i – sæt låget på og lad risottoen trække et par minutter. Smag på risottoen, om den muligvis skal have lidt salt. Server den i en dyb tallerken, drysset med ristet græskar og toppet med revet ost.

Salviestegt græskar
1 lille græskar (ca 200 g ordnet græskarkød)
4 blade frisk salvie
2 store fed hvidløg
1 tsk revet citronskal
1 tsk smør
1 tsk olivenolie
salt og peber

Skær græskarret i kvarter og fjern kernerne med en ske. Del dem endnu en gang, og skær skrællen af med en skarp kniv. Skær kødet i små tern (ca. 1×2 cm). Halver hvidløgsfeddene. Kom smør og olie på en pande, og steg salviebladene til de begynder at tage farve. Læg dem til side, og kom hvidløg og græskar samt citronskal på panden. Steg i ca. 10 minutter ved medium varme – mærk efter om græskarret er mørt. Smag til med salt og peber (græskar skal tit have mere salt end man regner med), kom salvien tilbage på panden og server ovenpå risottoen.

4 kommentarer
  • Piskeriset siger:

    Det ser meget spændende ud! Jeg burde prøve at lave risotto en dag…

    Jeg måtte lige kigge et par ekstra gange på græskar-opskriften, for jeg blev ved med at se det øverste billede som solide oste-stykker! 😀
    (det må være fordi jeg er så glad for ost…)

  • Signe siger:

    Sjovt "fejl-kig", men forståeligt nok, med de lidt gulligt blege tern 🙂

  • […] Bag fisken i 20 minutter, til den føles fast når man trykker på midten. Server fisken med fx risotto og dampet […]

  • […] dem) i køleren, og dem kom jeg ned til boven – det gav en fantastisk god krydret smag. Da vi fik denne risotto til forret, serverede jeg bare lidt broccolimos til sammen med et godt stykke brød, men ellers er […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.