Kold karamelsuppe med karrysorbet og karryknas

Nytårets dessert var et vildt sats. Jeg havde for længe siden set opskriften på denne dessert i Politikens bog om desserter, skrevet af den kagekyndige Mette Blomsterberg, men skulle jo lige finde en anledning, og hvis man skal skeje ud, er nytårsaften vel lige aftenen til det? Da jeg ikke på forhånd havde testet desserten, og det lød sådan lidt vildt med karry-karamel-kombinationen, havde jeg også lavet det stensikre hit chokolademousse. Min datter og jeg lavede mousse til 15, jeg tog lidt fra til de voksne, og så spiste ungerne resten; vi snakker altså en KÆMPE skål mousse, der nærmest blev slikket ren af 5 unger- så er det sgu nytår! Vores andel af moussen blev puttet i en sprøjtepose, og serveret i glas sammen med lidt af den gode chokoladelikør fra MixMeister; et utroligt lækkert match.
Jeg havde nu ikke behøvet at være urolig for denne første dessert, det blev SÅ godt, og jeg kan kun anbefale andre at kaste sig ud i karry og karamel-heaven. Jeg lavede desserten allerede onsdag, og den holdt sig fint på hhv. køl og frys. Jeg ved ikke om det er et plus, men det er samtidig nok den billigste dessert at lave; til trods for øko-varer, kan den ikke have kostet mere end 25 kr. at lave!
Husk at afkøle tallerkenerne inden servering, så desserten er meget kold når den kommer på bordet.

Kold karamelsuppe med karrysorbet og karryknas (8 pers.)
Knas:
100 g rørsukker
½ tsk stødt karry
Kom sukker og karry på en pande og smelt til karamel, rør godt undervejs. Hæld det ud på bagepapir og lad det afkøle. Kom det i en frysepose og bank på det med en grydeske/kagerulle eller lignende, til det er blevet til smulder. Opbevares i en lukket beholder til det skal bruges.
Karrysorbet:
200 g sukker
1 tsk stødt karry
4 dl vand
Smelt sukkeret i en gryde, lad det blive lysebrunt under omrøring. Tilsæt karry og vand og lad det koge igennem nogle minutter. Sigt massen og afkøl den. Kør massen i en ismaskine, kom den i en beholder og stil den på frost til du skal bruge den. Tages op 20 minutter før den skal bruges.
Karamelsuppe:
150g rørsukker
1 dl sødmælk
4 dl piskefløde
Smelt sukkeret i en gryde og lad det blive godt brunt (ikke branket). Tilsæt mælk og fløde, og lad det koge lidt ned under omrøring. Sigt massen over i en skål, som stilles på køl indtil den skal bruges. Hvis massen er blevet for tyk, kan du piske lidt mere mælk i inden brug.
Serveres i afkølede, dybe tallerkner.

7 kommentarer
  • […] havde jeg også lavet det stensikre hit chokolademousse .See the article here: Kold karamelsuppe med karrysorbet og karryknas Filed under familiemad, gastronomi-nyt, opskrift · Tagged with allerede-onsdag, […]

  • Lise B siger:

    Ueha lyder spændende, kunne godt være man skulle kaste sig ud i forsøget 🙂

    Godt nytår i øvrigt 🙂
    Håber du vil se min nye blog 🙂
    http://lisepaasu.blogspot.com

  • Piskeriset siger:

    Signe for søren da – det er jo en pivfræk dessert det der! Meget spændende kombination 🙂

    Håber I havde et godt nytår!

  • Mette Lindgaard Eriksen siger:

    Den lyder altså vild, den dessert 🙂 Den må bestemt prøves en dag.
    Godt nytår 🙂

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *