Signe Vinther, rendyrket foodie
Jeg er tosset med mad, simpelthen rendyrket foodie! Jeg kan relatere langt de fleste samtaleemner til mad - og er altid god for en opskrift på stort set hvad som helst. Jeg kan lide at lave det meste fra bunden; jeg elsker at bage, og køber aldrig hverken brød eller kager. Jeg bryder mig generelt ikke om halv- eller helfabrikata, og det økologiske fylder også meget i mit hjem.

Karryret med kylling og røde linser

“Børneretten” til lørdagens indiske madfest var inspireret af opskriften på mulligatawny, som er en karrysuppe jævnet med røde linser. Det bliver bestemt ikke sidste gang at jeg bruger røde linser til at jævne med, ungerne spiste rub og stub, og konsistensen blev rigtig lækker. Jeg lavede retten om formiddagen, og varmede den så bare igennem inden servering. Det er dejligt nemt at gøre den slags når man skal have gæster, så man slipper for at stå og svede over gryderne lige når gæsterne kommer – desuden er jeg ikke så vild med at lugte af stegeos hele aftenen, så jeg steger og braser fra morgenstunden, tager et bad og er klar når der kommer gæster 🙂
Man skal dog ikke blive overrasket over at retten er helt stiv, når den er kold, den bliver fin i konsistensen så snart den er varm.
Som sagt skulle den være børnevenlig og passe til en gang rijstaffel, så den er ikke særligt kraftigt krydret – det kan man jo selv justere op og ned efter smag.
Jeg brugte kyllingeoverlår, skar kødet fra, stillede det på køl og kogte en hurtig hønsefond på benene sammen med lidt urter,  men man kan sagtens bruge en anden udskæring og så bare en almindelig hønsebouillon.
Linser er tilsyneladende ret forskellige, ifølge opskriften skulle de koge 45 minutter, men de øko røde linser jeg havde købt behøvede kun 15 minutter – kig på posen og juster kogetiden efter det.

Karryret med kylling og røde linser (6 pers.)
400 g kyllingekød i små tern
175 g røde linser
1 liter hønsefond (eller bouillon)
1 tsk frisk revet ingefær
1 tsk revet hvidløg
1½ tsk karry
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
neutral olie til stegning
salt

frisk koriander til drys

Varm en gryde op med lidt olie. Tilsæt revet hvidløg og ingefær og svits kortvarigt. Tilsæt krydderierne og kyllingen og svits igen kort (kyllingen behøver ikke brune). Kom de skyllede linser og hønsefond i sammen med lidt salt (bruger du bouillon, så vent med at tilsætte salt). Kog op, skru ned og sæt låg på. Lad retten småsimre indtil linserne er meget møre, og smag til med lidt salt.
Serveres med et drys frisk koriander og sammen med ris – og hvad der nu ellers hører til rijstaffel.

3 kommentarer
  • Marie Ulletved Holmgaard siger:

    Mums, det lyder godt. Jeg er ikke så modig når det kommer til linser, men hvis det er børnevenligt, så kan jeg vel godt… 😉

  • Signe siger:

    De røde linser koger meget nemt ud, og kan derfor bruges til jævning (lidt i stil med flækærter aka gule ærter).
    De grønne linser; well, brug dem fra Puy eller beluga, de skal ikke koge så længe og har en meget lækker smag – og er ikke så melede som jeg altid har frygtet når man taler om linser 🙂

  • […] retterne – og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen kiksere. I og med at jeg lavede en børnekarry, havde jeg besluttet at lave en voksenkarry med masser af smæk på smagen, og denne opskrift […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.