Julebag

I weekenden stod den på det helt store bageshow – sådan at jeg efterfølgende havde en følelse af at have småkager ud af ørerne, og trængte til frisk luft 🙂 Nå, men det var nu hyggeligt nok, og dagen efter havde jeg lyst til småkager igen…
Jeg bager ALTID vanillekranse, da det er kongen af småkager i min bog, og derudover veksler det lidt, men 3 forskellige kager skal man da have, eller?? For en måneds tid siden forsøgte jeg mig med specier, bare for at se om det var en potentiel julekage til vores december, og jeg har også forsøgt med amerikanske cookies med julekrydderier – men ingen af dem når klassikerne til sokkeholderne. I år endte det så med, udover vanillekranse; klejner og brunkager.

Jeg startede allerede fredag aften med at lave brunkagedejen, da den helst skal stå på køl natten over.
Brunkager
150 g mandler smuttes og hakkes groft
50 g mørk chokolade
225 g smør
175 g brun farin
175 g mørk sirup
5 g revet frisk ingefær (eller en tsk stødt)
kornene fra ½ stang vanille
500 hvedemel
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt nellike
½ tsk stødt kardemomme
skal af ½ øko citron
skal af ½ øko appelsin
1 tsk potaske
½ dl citron/appelsinsaft
1 æg

Smelt chokolade, smør, farin, sirup, ingefær og vanille i en lille gryde. Lad det køle lidt af.
Kom hvedemel i en skål sammen med krydderier, mandler og citrusskal.
Opløs potasken i citrussaften (det bruser op, så brug et glas eller lignende).
Hæld smørblandingen op i melet sammen med saft og æg. Rør det grundigt sammen med en grydeske, og kom det ned i en brødform, glat overfladen og sæt dejen på køl natten over.
Næste dag forvarmes ovnen til 175 grader. Tag dejen ud af køleskabet, flæk den på midten og skær i så tynde skiver som muligt – det er nemmest når dejen er HELT kold, så fyld dine bageplader op, og kom resten af dejen tilbage i køleskabet, mens første omgang bager.
Bag kagerne på næstøverste rille i 5-6 minutter. Lad dem afkøle på rist og kom dem i kagedåse.

Klejner
500 g mel
150 rørsukker
100 g smør
2 æg
1 knsp hjortetaksalt
½ dl mælk
1 tsk stødt kardemomme (gerne frisk fra morteren)
skal af ½ øko citron

2 pk palmin

Sukker, æg, hjortetaksalt og kardemomme røres sammen (bare med en ske i en skål). Det blødgjorte smør kommes i. Tilsidst æltes mel og mælk i til det bliver en fast dej. Kom den i en plastikpose og lad den hvile på køl ½-2 timer (alt efter hvor længe, du gider vente).
Rul dejen ud af to omgange (eller bliver den for tyk på midten), og forsøg at gøre det uden for meget mel på bordet, da mel i palmin bliver brunt og gør klejnerne for mørke.
Rul ud i 2-3 mm’s tykkelse, skær til klejner med en klejnespore – vrid – og steg dem så i den kogende palmin. Husk at lægge dem til afdrypning, først på køkkenrulle og dernæst på en rist til de er helt kolde.

Vanillekranse
500 g hvedemel
350 g smør
1 stang vanille (gerne den dyre polynesiske)
250 g rørsukker
100 g smuttede mandler
1 æg

Hak mel og smør sammen til det ligner revet ost (en foodprocessor er fabelagtig til dette). Klip vanillestangen i mindre stykker og blend den med halvdelen af sukkeret. Kom det over i melet. Dernæst skal de smuttede mandler hakkes fint. Det er nemmest at få dem fine hvis de blendes sammen med resten af sukkeret. Kom det hele ned til melet og saml det med et æg og dine hænder.
Nu skal der formes vanillekranse. De bliver sprødest, hvis man har har mulighed for at forme dem i kødhakkerens kageplader eller evt. en kagesprøjte, men de kan også rulles til tynde stænger, formes og bages.
Bages på næstøverste rille ved 200 grader i 8-10 minutter.

Så skulle der altså også være julekager indtil jul (håber jeg!)

3 kommentarer
  • Marie Ulletved Holmgaard siger:

    Nøj hvor ser dine vanillekranse gode ud, små og sprøde, mums! Tror slet ikke det bliver til bagning og konfekt i år i mit lille hjem, desværre. Så jeg indsnuser stemningen i dine billeder i stor stil 🙂

  • […] Joy of Baking. Jeg har bagt småkager i lidt forskellige tempi i år, hvor vi startede med klejner den 1.december, dernæst var det disse lækre ingefærkager, og i dag har jeg taget den helt store […]

  • […] at prøve nogle nye former for julekager. Et par af de traditionelle har vi ikke pillet ved, så vaniljekranse blev bagt, og vi skal også koge klejner når vi kommer lidt tættere på juleaften, da de nu engang […]

  • Skriv et svar til Fedtebrød | Signes Mad Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *