Hvidkålssalat med sprøde nødder

I aftes stod menuen på forloren hare, og det klassiske tilbehør hertil er jo almindelig råkost eller rødkål. Jeg havde dog en rest hvidkål der skulle bruges, så i stedet blev det en crunchy hvidkålssalat med honningristede hasselnødder – og det blev meget vellykket.
Som vanligt med kålsalat æltede jeg først kålen med lidt salt og hvidvinseddike; det nedbryder kålens lidt hårde struktur og gør salaten mere blød og nemmere at spise.

Hvidkålssalat med sprøde nødder (4 pers.)
1/3 hvidkål
en stor håndfuld persille
20 hasselnødder
2 tsk honning
1 spsk hvidvinseddike
salt og peber
1 spsk olivenolie

Snit kålen helt fint og kom den i en skål med salt og eddike. Ælt kålen et par minutter, til du kan mærke at kålen ligesom falder lidt sammen. Lad kålen stå og trække en halv times tid; evt. væske i bunden af skålen hældes nu fra.
Kom hasselnødder på en pande sammen med honning, og rist et par minutter, til honningen er boblet op og har sat sig godt fast på nødderne. Hæld nødderne ud på et stykke bagepapir og lad dem afkøle. Hak dem groft.
Hak persillen groft, og bland hvidkålen med persille, nødder og olivenolie. Smag til med et drys peber.
Serveres til alle former for farsretter.

6 kommentarer
  • Det her skal jeg helt klart afprøve næste gang jeg har min mor på besøg.Vi elsker nemlig kål 🙂
    Mvh Kirsten

  • Laila siger:

    Mmmm.. har netop lavet din kålsalat bare i en “hvad gemmer køleskabet på” udgave med spidskål, mandler og æblecider eddike! Det var guf! Tak..

  • Lars Q siger:

    Det var lige hvad jeg manglede til aftenens menu. Det bliver nu nok versionen med mandler.

  • Skriv et svar til Kirsten Søeballe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *