Signe Vinther, rendyrket foodie
Jeg er tosset med mad, simpelthen rendyrket foodie! Jeg kan relatere langt de fleste samtaleemner til mad - og er altid god for en opskrift på stort set hvad som helst. Jeg kan lide at lave det meste fra bunden; jeg elsker at bage, og køber aldrig hverken brød eller kager. Jeg bryder mig generelt ikke om halv- eller helfabrikata, og det økologiske fylder også meget i mit hjem.

Club salat

Da jeg jo kun havde brugt ½ kyllingebryst til gårsdagens frokost, blev jeg bare NØDT til at bruge resten i dag!

Jeg havde også både serranoskinke og lidt dressing tilovers, så egentlig havde jeg bare forestillet mig at gentage gårsdagens succes. Men, men, men, der var kun en endeskive tilbage af brødet, så i stedet blev det til en fyldig salat.
Fra ugens kasse havde jeg blåbær og agurk samt en sprød romainesalat, men fyldet kan bare varieres efter hvad man lige er til. De søde bær sammen med den salte serrano fungerer virkeligt godt, men lidt melon eller pære ville nok også virke.

“Club salat” (som lyder langt bedre end “resterne fra i går salat”!!!) (1 pers.)
5 blade romainesalat
1 håndfuld blåbær
5 cm agurk
3 skiver serranoskinke
½ kyllingebryst
1 stor skive halvtørt brød
1 spsk olivenolie
½ fed hvidløg
1-2 spsk karrydressing (creme fraiche rørt med lidt karry, salt og peber)

Start med at lave croutoner: Skær brødet i tern. Varm olien op på en pande og lad hvidløget simre med et minuts tid. Kom brødet på panden og lad det stege til det er sprødt – vend i det et par gange. Smid hvidløget ud.
Riv salaten i stykker og kom det i en stor tallerken. Kom blåbær over. Skræl agurken og skær den i halve skiver, kom dem ned i salaten. Riv kyllingebrystet i stykker og fordel over salaten. Rist serranoskinken til den er sprød (det gøres nemmest i microovnen; Læg skiverne på et stykke bagepapir, fold papiret over skinken og giv dem 1½ minut på højeste effekt – vupti, sprød skinke). Kom dressing over kyllingestykkerne, top med croutoner og skinke revet i stykker.

8 kommentarer
  • Jule Mig siger:

    Hvor ser det bare indbydene ud…..

    savle savle

    Hyggehygge
    Marianne

  • Signe siger:

    Det smagte også super 🙂

  • Marie Ulletved Holmgaard siger:

    Det ser virkelig godt ud med de store croutoner, det skal jeg helt sikkert kopiere!

  • Vibeke siger:

    Ja lige netop, det ser skønt ud!
    Smart måde at riste skinke på, jeg skal da vist have sat min mikroovn til!

  • Signe siger:

    @Marie: Det er bare den ultimative måde at bruge gammelt brød – og giver et lækkert crunch til salat.
    @Vibeke: Det virker også med bacon, bare vær opmærksom på at alle microovne er forskellige, så tjek hvert minut 🙂

  • Klidmoster siger:

    Oh la la….både Max og jeg savler ved synet. Det er lige noget for os. Super tip med skinke i mikroovnen 😉

  • Signe siger:

    Velbekomme 🙂 Jeg troede det var løgn første gang jeg hørte om det, men det virker fortrinligt- og al fedtet smelter fra på denne måde.

  • foodfanatic siger:

    Uhm, den salat ser godt nok fristende ud!!

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.