Brownie-cheesecake med hindbær

Jeg er egentlig ikke særlig vild med cheesecake og særligt ikke den type cheesecake der ikke bages; det bliver bare lidt for blødt i blødt til mig – og desuden kan jeg ikke tåle de fleste former for købte kiks, jeg får sådan en sær prikken i munden af dem (noget med margarine, farvestoffer og den slags irriterende ting). Bagt cheesecake er bedre, og denne hvor bunden består af en chokoladerig brownie, og der er små syre”bomber” i form af hindbær; ja, den hører bestemt til undtagelsen der bekræfter reglen – mums, for en gang lækkerhed. Jeg havde købt ind til at lave kagen til vores venner, der skulle komme til madklub, men syge børn holdt dem hjemme, og i stedet fik “mine børn” på efterskolen glæde af kagen.

Kagen kræver ikke det vilde arbejde, men skal altså bage virkelig længe – og helst stå og sætte sig til dagen efter. Det er nærmest umuligt at skære pæne stykker af den på selve dagen. Den kan sagtens holde sig saftig i 3-4 dage, og behøver ikke at stå på køl.

Brownie-cheesecake med hindbær (20*30 cm form)
200 g mørk chokolade
200 g blødt smør
250 g sukker
3 æg
110 g hvedemel

Ostelag
2 æg
400 g flødeost (ikke light)
150 g sukker
1 tsk vaniljeekstrakt, god vaniljesukker eller marven af ½ vaniljestang

120 g hindbær (frosne eller friske)

Varm ovnen op til 170 grader.
Smelt chokoladen over vandbad eller i microovnen (først 30 sekunder, røre, 30 sekunder, røre osv.). Sæt chokoladen til side, så den køler lidt ned.
Pisk det bløde smør og sukkeret hvidt og tilsæt æggene et ad gangen. Pisk godt imellem hvert. Rør den smeltede chokolade i. Sigt hvedemelet ned i dejen og vend det forsigtigt i. Fordel dejen i et fad foret med bagepapir.

Kom flødeost, sukker, æg og vanilje i en skål og pisk det grundigt sammen. Hæld det over browniebunden. Brug en gaffel til at lave mønstre i de to lag (lidt a la marmorkage). Fordel hindbærrene i dejen, prop dem godt ned.
Bag kagen midt i ovnen i 75-80 minutter, prik i den med en gaffel for at tjekke at den er gennembagt.
Lad kagen afkøle på en rist, og stil den evt. på køl til dagen efter, da det gør det nemmere at skære pæne stykker af kagen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *