Bolcher

For en del år siden havde jeg i julegave ønsket mig grej til at lave bolcher, og fik så sådan et kit fra Matas, med farver og smag i samme pose, et sukkertermometer og et tykt stykke bagepapir. Smagsposen passede til et helt kilo sukker, hvilket faktisk giver ekstremt mange bolcher. Projektet mislykkedes totalt og bolcherne røg nærmest direkte i skraldespanden. Jeg styrede nogenlunde udenom brandvabler, og havde derfor stadig masser af mod på projektet.

En slikkogebog blev indkøbt, og jeg fandt grej til at blande mine egne smage og farver hos Urtegaarden (de har en fed webshop, men også masser af produkter hos en velassorteret helsekost). Kogebogen anbefaler at man kun laver bolcher af 450 g sukker af gangen, men jeg har siden fundet ud af at det fungerer bedre for os, kun at lave det halve – og så hellere nogle flere slags. Ellers står de bare og bliver kedelige (hjemmelavede bolcher begynder at blive mærkelige i konsistensen efter en måneds tid), og det er jo næsten for ærgerligt…

Til trods for at jeg har lavet bolcher en hel gange nu, er jeg altså stadig ikke ret god til at lave dem i flere farver, det rækker min tålmodighed vist bare ikke til. Til gengæld har vi prøvet massevis af lakridsvarianter af (det er klart dem, der er mest salg i her i huset), og eksperimenteret lidt med farver og andet godt.
Hvis du vil have blanke bolcher, skal du ikke hive for meget i bolchemassen, men hvis de skal være matte og mere hvidlige (som klassiske bismarcksbolcher), skal massen trækkes en del i.
Det er en varm fornøjelse at lave bolcher, så alt for små børn skal nok ikke være med, men mine piger som er knap 10 og 7 år syntes det er vældig sjovt – særligt er de vilde med at lave slikpinde og skårne bolcher.
Når man har de basale ting til at lave bolcher er det en forholdsvis billig fornøjelse, men når man lige starter ud er der selvfølgelig en del, der skal indkøbes. Urtegaarden har dog et startsæt til 189 kr, og så skal man bare have et par smagsvarianter, så er man kørende. Druesukker kan købes i et helt almindeligt supermarked 🙂

Bolcher (et stort glas)
½ dl vand
50 g druesukker
225 g hvidt sukker

Bolchemåtte
Sukkertermometer
2 plastskrabere
Vægt
Små engangssprøjter
Neutral olie

Start med at gøre alle tingene klar; smør neutral olie på bolchemåtten, på saksen og plastskraberne. Mål smag og farve af og stil det klar ved siden af bolchemåtten. Kom bagepapir på et par bageplader, så du har et sted at gøre af de færdige bolcher. Stil sukkertermometeret i varmt vand (så det ikke udsættes for alt for pludselige temperaturudsving)
Kom de nøje afmålte ingredienserne i en tykbundet gryde, og lad det koge op. Mål med sukkertermometeret; massen skal være præcis 162 grader varm, når den hældes ud på bolchemåtten. Lad boblerne lægge sig (det passer som regel med at gryden fyldes med varmt vand), og kom nu smagsstofferne i. Hvis du bruger noget i pulverform, skal det i først, men ellers er det lige meget om du kommer smag eller farve i først. Ælt grundigt med plastskraberne. Når massen begynder at hænge bedre sammen, og ikke være så flydende kan du forme den til en lang pølse, som deles i 3 stykker. De trækkes så ud til en passende tykkelse, og kan nu klippes til bolcher. Vil du have runde bolcher, skal de trilles i en fart, da de stivner ret hurtigt. Ønsker du den klassiske trekantede form, skal man huske at dreje “pølsen” en kvart omgang for hvert klippet bolche.

Dagens varianter var:
Altheabolcher
1 ml bergamotolie
2 ml gulerodsfarve

Stærke halsbolcher
2 spsk lakridspulver
2 ml sort farve
1½ spsk salmiaksalt
1 ml stjerneanisolie
½ tsk mentolkrystaller

Dameskrå med et farvetvist
1 ml stjerneanisolie
1 spsk salmiaksalt
1 ml rødbedefarve
½ ml blå farve

Jeg kan kun anbefale at lave hjemmelavet slik; det er sjovt, ungerne elsker det, og man kan langt bedre styre sit indtag af mærkelige smagsforstærkere, farvestoffer og den slags.

10 kommentarer
  • Nicolai siger:

    Gud hvor interessant! Det havde jeg aldrig tænkt på skulle være så 'nemt' som det lyder til! Jeg må vidst indkøbe mig et par plastic skrabere og se om jeg kan overbevise soulmaten om, at det er vores fremtid at blive bolchemagere! Jeg eeeeeelsker bolcher!

  • Karin aka Guin siger:

    Mmmmmmmmmmmm… althea! 🙂

  • Signe siger:

    @Nicolai: Ja, det er bare at kaste sig ud i det 🙂
    @Karin: Det kunne jo være, at jeg havde en lille smagsprøve med i dag 😉

  • Piskeriset siger:

    Da jeg var barn, prøvede jeg at lave bolcher sammen med min mor, men siden er det kun blevet ved tanken – desværre.

    Godt tip mht. mængden selvom min bedre halvdel sikkert vil mene, at det ikke er noget problem at få spist bolcherne i tide! 😀

  • Hanne's verden siger:

    Hej Signe

    Jeg elsker også at lave bolcher … og at spise dem ;o)
    Men jeg har slet ikke fået gang i en produktion i år. Måske jeg snart skulle prøve igen.
    Har du kigget siden det-sode-liv.dk – de har simpelthen ALT indenfor slikgrej til hjemmelavet slik.
    Godt nok ikke økologisk. Men kæmpe udvalg.

  • Deborah siger:

    Jeg har også købt en slikkogebog på et tidspunkt, men ikke afprøvet noget af det endnu. Men dit indlæg gav absolut blod på tanden. Tak for det.

  • Signe siger:

    @piskeris: Vi spiser også godt til de første dage, og så glemmer vi dem simpelthen – men skal jo ikke kunne sige om din husbond lige kunne kværne ½ kg bolcher 🙂
    @Hanne: Tak for link – jeg kendte det nu godt 🙂 Fint med dit nye billede!
    @Deborah: Jeg kender alt for godt det der med kogebøger, der står og samler støv, men kan nu kun anbefale lidt slikproduktion.

  • Klidmosteren siger:

    Tusind tak for lækre bolcher! Nu ved jeg hvad jeg skal ha' skrevet på ønskesedlen. Er sikker på at jeg sagtens kan fjernstyre Max til at hjælpe 🙂

    Og tak for sidst, det var SÅ hyggeligt.
    Knus M

  • Signe siger:

    Selv tak, du skønne!
    Husk at give ham linket til urtegaarden, så han ikke går i Matas 🙂
    Knus

  • […] er vilde med lakrids, så den smagsvariant vidste jeg, det skulle være. De gange jeg har lavet bolcher er det altid dem med lakrids (og helst så stærk som muligt) der er mest synk i, så jeg vidste at […]

  • Skriv et svar til Signe Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *