Svensk pølseret

Af uvisse årsager fik jeg forleden lyst til at lave svensk pølseret. Det er ikke noget vi fik i mit barndomshjem, og så længe var jeg altså heller ikke spejder….

Nå, men jeg havde en god pakke medister fra Løgismose (indkøbt i Netto), og havde lyst til at lave dem på en lidt anderledes måde. Jeg søgte højt og lavt på nettet efter alternative opskrifter, men variationen gik stort set ud på mere eller mindre fløde, ketchup eller ej, og brune eller røde pølser! Jeg var egentlig ude på at lave en lidt sundere version, med nogle grøntsager i, men det lykkedes ikke rigtig, så jeg serverede bare en god grøn salat til. Desuden kom jeg lidt røget paprika i, så smagen blev lidt “bål-agtig”.
Det sunde i denne version er altså bare næsten ingen fløde og så de gode pølser – så må man servere en valgfri salat til 🙂
Svensk pølseret (4 pers.)
1,2 kg kogte kartofler
400 g forkogt medister med ramsløg og bacon
2 store løg
1 ds. koncentreret tomatpuré (140 g)
2 dl skummetmælk
2 tsk røget paprika
½ dl fløde
2 dl hønsebouillon
salt og peber

purløg til pynt

Skær kartoflerne i tern af 2×2 cm. Hak løgene. Skær pølserne i skrå skiver. Kom lidt olie i en stegegryde og svits løgene ved halvhøj varme. Når de er blevet blanke tilsættes pølser og paprika og der svitses til pølserne begynder at få farve. Kom tomatpuré i og rør godt. Tilsæt først fløden, lad den koge lidt ind og kom så bouillon, mælk og kartofler i gryden. Skru ned og lad retten småsimre et kvarters tid. Smag til med salt og peber og server med et drys purløg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *