Signe Vinther, rendyrket foodie
Jeg er tosset med mad, simpelthen rendyrket foodie! Jeg kan relatere langt de fleste samtaleemner til mad - og er altid god for en opskrift på stort set hvad som helst. Jeg kan lide at lave det meste fra bunden; jeg elsker at bage, og køber aldrig hverken brød eller kager. Jeg bryder mig generelt ikke om halv- eller helfabrikata, og det økologiske fylder også meget i mit hjem.

Rabarbersaft og marmelade

Efter klidmosters og mit møde IRL forleden, hvor jeg fik den mest fabelagtige rabarbersaft, har jeg været lidt tændt på at lave det selv. Da jeg så træder ind i Kvickly i dag, ligger der bare de mest gigantiske bundter rabarber for en flad femmer(!!!). De var selvfølgelig ikke øko, men til den pris kunne jeg bare ikke sige nej. De røg lige i kurven – så kompenserede jeg ved at købe øko-kød og mælk i stedet (ja okay, det havde jeg nok gjort alligevel…), samt kun transportere mig selv på cykel hele dagen (ja, det var fordi bilen opholdt sig i Lemvig sammen med manden, men altså…).
Nå, men det var rabarbersaft vi kom fra. Jeg lavede det bare straight up med en flækket vanillestang, og det blev nok lige til den søde side – ville nok vælge at bruge citronsaft i stedet for vand næste gang for lige at afbalancere med lidt syre.
Marmeladen blev supergod, fordi jeg bagte rabarberne i stedet for at koge dem – så bibeholder de faconen, og man kan bare mose så mange af dem som man vil. Man kan også lave kompot på denne måde, men så ville jeg nok holde lidt igen med sukkeret i første omgang, og så bare koge saften med lidt ekstra efterfølgende.

Rabarbersaft og marmelade
1 kg rabarber
500 g sukker (bruger du rørsukker, lidt mindre)
1 stang vanille
1½ dl vand

Rens rabarberne og skær dem i stykker af 1 cm. Kom dem i et ildfast fad sammen med sukker og den flækkede vanillestang. Hæld vandet over, dæk med folie og bag fadet ved 200 grader i ca. 45 minutter.
Læg en si over en skål, og hæld hele balladen i sien. Lad saften dryppe fra og rør så i rabarberne med en gaffel indtil marmeladen har en passende konsistens (så fin eller grov, man nu måtte ønske). Kom rabarbermarmeladen i et par atamon-skyllede glas, og hæld saften på en flaske. Der bliver formentlig omkring 3/4 liter. Saften opbevares på køl, og skal blandes 1 til 3 eller 4, alt efter hvor stærk en saft man kan lide.

6 kommentarer
  • Klidmosteren siger:

    Hej Signe

    Wow, du gjorde det! Det ser meget autentisk ud 🙂

    Det må jeg lave af mine rabarber på fredag, så kan jeg få saft og Max kan få sin lovede trifli 🙂

    Knus
    Malou

  • Signe siger:

    Hej Malou
    Det smagte fantastisk – men havde sukkerbuzz i et par timer efter at jeg havde drukket sådan et stort glas…
    Knus Signe

  • Klidmosteren siger:

    Ha ha, det tror jeg på 🙂

  • […] buket rabarber jeg længe har set, og den ordnede vægt var hele 2 kilo. Jeg skyndte mig at lave saft/kompot af 3/4 dele, frøs det meste af kompotten ned, og kom saften på skoldede flasker. Desuden tog jeg […]

  • […] 5 kg flotte sprøde stængler i sidste uge; skyndte mig at bage 2 kg med sukker, vand og vanilje (denne fremgangsmåde), og endte ud med saft og kompot. De resterende 3 kg rabarber blev ordnet og skåret i skiver, […]

  • […] fik jeg ganske kort tid efter tiltusket mig en stor portion rabarber, og saft blev lavet efter denne enkle opskrift. Så var det jo bare at finde en anledning; og et besøg af den gode klidmoster virkede […]

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.