Pasta med bagte tomater

Det sker jævnligt at der står pasta på menuen hjemme hos os. Især spiser familien det når jeg ikke er hjemme, da det er ret nemt, og min mand ikke er den helt store køkkenvirtuos. I går var det så mig der var alene hjemme med pigerne, og en nem pastaret skulle på menuen.
De danske tomater har allerede mistet deres solmodne godhed, så en gang bagning giver dem lige et ekstra skud smag. Er man til det kan man tilføje lidt andre grøntsager, lidt oliven eller lignende, men i går blev det bare til tomater. Pigerne spiste med god appetit, men fiskede dog udenom de helt store stykker tomat 🙂

Pasta med bagte tomater (3 pers.)
350 g valgfri pasta, helst kort
4 store tomater
2 fed hvidløg
1 tsk frisk rosmarin
1 spsk balsamico
2-3 spsk olivenolie
salt og peber

Del tomaterne i kvarte og fordel dem i et lille ildfast fad. Pil hvidløg, og skær det i tynde skiver. Kom skiverne over tomaterne sammen med det hakkede rosmarin. Drys med salt og peber, og hæld olie og balsamico over. Kom fadet i ovnen ved 175 grader i en times tid.
Når tomaterne er ved at være færdige koges pastaen al dente og vendes med de varme tomater – incl. al saften i bunden af fadet.
Serveres med et generøst drys parmesanost og måske et stykke brød – hverdagsmad når det er bedst!

Print Friendly, PDF & Email
Etiket: , , , ,

12 Comments on “Pasta med bagte tomater

  1. Fantastisk lækker pasta ret, og super nem. Er stor fan af simple lækre pasta retter, så den er bestemt føjet til min kogebog 🙂
    Her hitter pasta simpel altid, også hos ungerne…..

    Mvh Sarah

  2. Dejligt med inspiration til at opgradere en klassiker. Jaeg har lige prøvet en lignende opskrift fra Miras madblog. Saften var brændt væk i bunden. Nu vil jeg prøve din version hvor det får en time ved lidt lavere grader.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.