Müsliboller med æble og kanel

For at fejre efterårsferiens indtræden (wuhuu!!!), besluttede jeg at starte fredagen med nybagte boller, langtidshævede og det hele. Jeg lavede dem med surdej, fordi jeg havde noget, men lidt gær og yoghurt giver nogenlunde samme effekt. Jeg har i et stykke tid haft lyst til at eksperimentere lidt mere med boller, for selvom at min almindelige opskrift er god, er det også meget sjovt at prøve lidt nyt. Jeg kom lidt af min hjemmelavede, honningristede müsli i, sammen med æble og kanel (der er rigeligt sødme i müsli, frugt og kanel, så sukkeret blev droppet), og fik nogle lækre saftige boller ud af det. De smagte skønt med lidt smør på, og ungerne var også vilde med dem – de er formentlig også gode i madpakken, bare til at gnave!

Jeg bruger som altid ubleget hvedemel (som regel det her), hvilket gør at bollerne bliver temmelig mørke, men man kan godt bruge almindeligt hvedemel (evt. blandet med lidt fuldkornsmel) i stedet.
Dejen må endelig ikke blive for fast, den skal være lettere klæbrig. Som vanligt ælter jeg den i røremaskine, men håndæltning kan også sagtens gøre det.

Müsliboller med æble og kanel (18-20 stk.)
1 stort revet æble
1 tsk kanel
2 dl müsli (gerne honningristet)
5 dl vand
1 dl yoghurt
5 g gær
1 tsk salt
7-800 g hvedemel

Opløs gæren i vandet, tilsæt yoghurt og revet æble. Dernæst kommes müsli, kanel og salt i gærblandingen og melet tilsættes lidt ad gangen. Ælt til du har en lettere klæbrig dej. Dæk skålen med film og lad den hæve natten over på køkkenbordet.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og form 18-20 boller – hvis du bruger müsli med rosiner, så prøv at sørge for at de ikke er på bollernes overflade (brændte rosiner smager IKKE godt!). Sæt dem på en plade med bagepapir og lad dem efterhæve i en halv times tid. Bag bollerne ved 225 grader i ca. 15 minutter. Lad dem afkøle på en bagerist, og server med smør, ost, marmelade eller hvad du nu er til.

4 kommentarer
  • Louise siger:

    Har lige bagt bollerne her til morgen. De er skøøøøøønne 🙂

  • Ghita siger:

    Hej. Er i gang med bollerne. Skal dejen være lidt grødagtig?

  • Skriv et svar til Ghita Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *