Marcipan med svesker

Hahaha, fantastisk trykfejl, kom til at skrive marcipan med svensker….
Pjat til side; svesker, sprut, marcipan og mandler – namnam!!!
For en hulens masse år siden, da vi boede i lejlighed og havde nogle skønne underboere, som vi var vildt meget sammen med, lavede jeg i flere år konfekt sammen med Jannie, som hun hed. Hun lavede altid sådan noget med at lægge tørret frugt i sprut og så blande det med marcipan og overtrække det med god chokolade. Deraf er denne opskrift udsprunget, og det er blevet en tilbagevendende klassiker i mit konfekt-repertoire. Når jeg husker det, lægger jeg sveskerne i blød en måneds tid før konfekten skal laves, men i år blev det kun til et døgn – og de smager stadig supergodt. Jeg bruger ikke stærk spiritus, bare marsala eller portvin, alt efter hvad jeg lige har.

Marcipan med svesker
75 g svesker
½ dl marsala eller portvin
Hæld vinen over sveskerne, og lad dem trække i mindst et døgn – gerne op til en måned i en tætsluttende beholder.

200 g rå marcipan
50 g flormelis
25 g grofthakkede smuttede mandler

200 g god overtrækschokolade og valnøddekerner til pynt

Hak sveskerne fint, og bland massen sammen med marcipan, flormelis og mandler. Bred marcipanen ud på et stykke bagepapir i ca. 1 cm.’s tykkelse og stil på køl i en times tid.
Skær massen ud i tern, ca. 1½ x 1½ cm (det går nemmest med en ren kniv – skyl den et par gange undervejs).
Smelt chokoladen, og dyp stykkerne heri. Stil på et stykke bagepapir og inden chokoladen er helt smeltet kommes en valnøddekerne på som pynt!

Print Friendly, PDF & Email
Etiket: , ,

7 Comments on “Marcipan med svesker

  1. @Piskeriset: Jeg kan fortælle at jeg normalt også er temmelig sveske-forskrækket, men de her godter er altså helt fantastiske, dem kan du roligt kaste dig over 🙂

  2. Åh, guffenuf – det skal jeg da vist lige gøre dig efter. Men jeg gider altså ikke ud og købt nyt sprut, så det bliver med rom i stedet for. Tror også lige jeg hopper over svenskeren 😀

    Tak for sidst, det var super hyggeligt!
    Knus M

  3. Man kan formentlig erstatte sveskerne med rosiner eller abrikoser, hvis man bedre kan lide det.
    De smager nu ikke udpræget af svesker, de her svensker-konfekt-stykker 🙂

  4. Haha! Åh, det er da dejligt med et stykke svenskerkonfekt! 😀

    Jeg er ellers ikke så vild med svesker, men det kunne da være, jeg skulle prøve det i konfekt – det lyder som et koncept, der holder 🙂

  5. Tak tak 🙂
    Kender det godt – man køber en flaske fordi man skal bruge ½ dl til tiramisu eller trifli, men hvad skal man bruge resten til???

  6. Uhm Signe, det ser godt nok lækkert ud. Den må jeg prøve en gang (dejligt med endnu en idé til, hvad jeg kan stille op med sådan noget marsala).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.