Kammerjunker

Sommer er koldskålstid, og til koldskål hører uværgerligt kammerjunker. Som jeg har skrevet før, er min familie ret vilde med Karen Wolfs klassiske kammerjunker, så det er ligesom standarden. Jeg har før prøvet mig udi kammerjunke-bagningens kunst, men ungerne og manden har kritiseret dem sønder og sammen. Nu skulle det være igen – det er slut med at købe de der dyre Karen Wolf, som smager af margarine.
Disse kammerjunker blev rigtig gode i konsistensen (uden at man behøver at flække dem og riste igen), men næste gang tilsætter jeg nok lidt kardemomme også, samt måske lidt mere sukker – de er ikke helt så søde som jeg gerne vil have det.
Opskriften er fra Meyers Almanak, som vitterligt er den kogebog som alle burde eje.

Kammerjunker (ca. 150 stk)
500 g mel
250 g smør
1 dl mælk
1 æg
100 g sukker
skal af 1 citron
1 spsk bagepulver
1 stang vanilje

Skrab marven ud af vaniljestangen (gem bælgen til andre formål), og kom vaniljen i en skål med sukker og blødgjort smør. Pisk det hvidt.

Tilsæt ægget og pisk godt. Tilsæt mælken (det skiller lidt). Kom mel og bagepulver samt revet citronskal i dejen og ælt den sammen.

Kom dejen ud på et bord og del den i 10 portioner. Rul hver portion til pølser på tykkelse med en tokrone. Skær i 1 cm brede stykker og tril dem til kugler. Fordel kuglerne på en bageplade og bag dem ved 180 grader i ca. 12 minutter. Afkøles på en rist.

Efterskrift: Jeg har efterfølgende bagt disse kammerjunker flere gange, og har tilsat 1 tsk kardemomme og 50 g ekstra sukker – og nu passer de perfekt til familiens smag 🙂

5 kommentarer
  • Hvor ser de lækre ud. Da jeg bagte den, tog jeg halvt mandelmel, og de blev rigtig gode. Men det ku godt være jeg skulle prøve den originale opskrift. Mandelmelet hæver jo kiloprisen lidt. Ha en dejlig weekend.

    • Signe siger:

      Det lyder nu også lækkert med mandelmel 🙂 Ledte højt og lavt efter det, da vi var i Spanien i februar, desværre uden held.

  • Elsebeth siger:

    Prøv at tilsætte mel og mælk skiftevis (ligesom til sandkage), så skiller det ikke.

    • Signe siger:

      Det er en ret fast dej, så det betyder ingenting at den skiller inden melet kommer i – men tak for tippet 🙂

  • […] Mandag: Spinattærte. Tabouleh baseret på perlebyg til. Koldskål med hjemmelavede kammerjunkere. […]

  • Skriv et svar til Monsterscircus Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *