Hindbærsnitter

Jeg har p.t ikke noget job, så der er lidt ekstra tid til at lege i køkkenet (skulle nogen kende til ledige lærerjobs i udskolingen i en radius af 50 km fra Aarhus, så sig endelig til ;-)). Forleden opdagede jeg at vi stort set var løbet tør for marmelade. Jeg fandt hindbær og solbær i fryseren, og 2 gange marmelade blev kogt. Undervejs kom jeg i tanke om at jeg lige kunne bage nogle hindbærsnitter. Jeg er ikke så meget til den klassiske model med glasur og krymmel (kan ikke tåle farvestofferne i krymmel), så disse er med sukker og mandelflager. Er man til glasur, kan man jo bare bruge det.
Dejen er lidt a la en mørdej, men behøver faktisk ikke ligge på køl førend den rulles. Jeg havde tiden, så den fik lov at hvile i 30 minutter på køl -det gør den lidt nemmere at rulle. Læg dejen mellem 2 stykker bagepapir, så bliver den nemmere at folde om marmeladen.
Hindbærsnitten er en klassiker indenfor kager (se mere info her), og man kan vælge at bage dejen for sig, smøre med marmelade og så lægge dejen sammen (se evt. fru Plums opskrift her). Denne model er bagt med marmeladen, og jeg synes faktisk at den bliver fin og sprød alligevel, men eftersom jeg aldrig køber bagerkager (margarine-allergi gør det nærmest umuligt), er jeg nok ikke så velbevandret indenfor området.
Jeg har med held bagt disse med både rabarber- og brombærmarmelade, og begge dele smager skønt.

Hindbærsnitter (ca. 10 stk)
225 g mel
125 g sukker
1 æg
50 g marcipan
100 g smør
1 tsk bagepulver
250 g god hindbærmarmelade

1 spsk perlesukker
1 spsk mandelflager/snitter
ELLER glasur og krymmel

Bland mel og bagepulver. Hak smør og marcipan i melet (brug evt. en foodprocessor). Tilsæt sukker, og saml dejen med ægget. Lad den evt. hvile på køl en halv times tid.
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir, den skal rulles helt ud til kanterne. Smør marmelade på halvdelen af dejen – ikke helt ud til kanterne. Brug bagepapiret til at folde dejen med. Tryk den godt sammen i kanterne. Drys med perlesukker og mandelflager, træk kagen over på en bageplade, og bag kagen ved 180 grader i 20 minutter. Mens kagen er varm, skæres kanterne af og snitterne skæres ud (ca. 5×8 cm). Lad dem afkøle på en rist.

Hvem har bidt af min snitte?

16 kommentarer
  • Mums. De ser gode ud 🙂
    Jeg har aldrig lavet hindbærsnitter før. Måske skal det være mit næste projekt? 🙂

  • Elsebeth siger:

    Sikke en fin og hurtig løsning på hindbærsnitter, ikke mindst når de også bliver sprøde. Så er “overvejelsen” ikke så stor. Lidt sukker og mandelsnitter i stedet for glasur og krymmel er også en fin idé, når man synes, det andet kan blive for sødt. Tak for tippet! Så har jeg kun tilbage at finde ud af, om ikke de kan klare en tur i fryseren; min tidligere bagers lækre makronsnitter kunne bestå testen. (Ellers må de have en hurtig tur i ovnen.)

    Elsebeth

  • Allan siger:

    Kan desværre ikke hjælpe med job, bor i Hvidovre. Men hvorfor arbejde som lærer når du er så god til at bage. Hvad med at åbne et bageri for margarine allergikere 🙂

    Hilsen
    Allan

  • Elsebeth siger:

    Hvad med en annonce: Lærer tilbyder undervisning i regning/matematik /fysik og dansk.
    Der er jo ikke så lang tid til eksamen!

  • Lis siger:

    Uhm jeg har hindbærmarmelade og må vist igang med at blive helten af denne dag. Tak for inspirationen.

    Er der ikke nogle privatskole du kan lede efter jobs på, på deres hjemmesider ? Ellers er der lige lovlig langt her til Kolding efter jobs, men her sparer de også for vildt.

    God torsdag til dig og dine.

    Kh. Lis

    • Lis siger:

      Hej Signe, Se min blog, mums og tak for inspiration.

      Kh. Lis

    • Signe siger:

      Dejligt at du fik bagt nogle lækre hindbærsnitter 🙂
      Privatskolerne slår også stillinger op, så der søger jeg også – vi er bare mange om buddet lige nu.

  • Kirsten Hansen siger:

    Det er første gang jeg tjekker din side ud, men det bliver ikke sidste. Jeg er p.t. brød til hævning, som jeg skal op og smide i ovnen i morgen, så familien kan få varmt brød inden SFO og arbejde.
    Jeg kan se at du har lavet hindbærsnitter og tænker du måske er nøglen til min søgen. Vi har en bager i området, som laver nogle helt fantastiske nøddesnitter. De er i stil med hindbærsnitter med syltetøj i midten, men så er det en nødde/mandel? bund i stedet. Er du stødt på den slags eller er du kvinde for lige at opfinde en opskrift?

    • Signe siger:

      Tak for rosen. Jeg ville nok erstatte noget af melet (måske 1/3) i mørdejen med nødde- eller mandelmel, altså helt fintmalede nødder/mandler. God fornøjelse med bagningen 🙂

  • Ulla-Britt Kronlund Olsen siger:

    Hej Signe
    SÅ skøn blog du har, vil helt sikkert følge dine køkkenkreationer fremover. Meget inspirerende:)
    Jeg ved I i Århus ikke har et Meyers Bageri (det kommer sikkert i fremtiden), men hvis du er i det Københavnske på et tidspunkt og lidt lækkersulten, ved jeg med sikkerhed (arbejder som konditor i Meyers Konditori) at der KUN bruges øko smør og ingen farvestoffer i hverken brød eller kager:)
    Mht din hindbærsnitte ser det rigtig lækkert og indbydende ud med mandelflager på:) Du kan evt. også tilsætte mandelmel i mørdejen, det giver god smag og tekstur.
    Mvh
    Fru. Kronlund

    • Signe siger:

      Tak for tippet og rosen til bloggen. Vi har jo emmery’s som bager med smør her i Århus, men jeg er vist bare ikke købe-kage-typen. Det er som regel både billigere og bedre at bage selv 🙂

  • Skriv et svar til Allan Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *