Fiskefrikadeller med røg

Lige for tiden er vi i sommerhus i det nordjyske, og den lokale fiskehandler bliver ofte besøgt. Priserne er rimelige, udvalget er fint og fisken er dejlig frisk. Folk valfarter dertil for hans grove fiskefrikadeller, men lige dem er vi ikke så vilde med. Vi synes simpelthen at de smager kedeligt. Heldigvis kan man jo bare lave sine fiskefrikadeller selv, og dermed smagssætte dem efter lyst.
For nogle år siden var vi en tur på Læsø, hvor de også er kendt for deres fiskefrikadeller. De er med bacon, hvilket smager dejligt, men nemt kan komme til at overdøve den fine smag fra fiskekødet. Jeg lod mig inspirere af baconen, men brugte i stedet et stykke røget ørred, hvilket blev rigtig lækkert.

Lige i dag har vi etableret et krydderurtebed i sommerhuset, så der røg en smule citrontimian i dellerne – har du ikke det, kan du komme lidt citronskal i farsen i stedet.
Vi fik frikadellerne til frokost, helt klassisk med rugbrød og hjemmerørt remoulade; virkelig godt.
I aften står den på fish’n’chips og i morgen skal vi på fiskerestaurant i Sæby til frokost; vi får vist fisk nok i disse dage 🙂

Fiskefrikadeller med røg (frokost til 5 pers.)
1 stykke røget ørred á 125 g
500 g lys fisk (her kulmule og mørksej)
1 æg
2 spsk kartoffelmel
½ løg
1 tsk salt
friskkværnet peber
1 spsk finthakket citrontimian
Olie og smør til stegning

IMG_4981

Tag skindet af den røgede ørred og pluk kødet i små stykker (fjern eventuelle ben). Skær den hvide fisk i tynde strimler og dernæst i tern. Bland de to slags fisk i en skål. Hak løget fint. Kom løg, citrontimian, salt og peber ned til fisken og rør rundt. Tilsæt æg og kartoffelmel og rør rundt til du har en sammenhængende fars. Sæt skålen på køl i en halv times tid.
Kom en god klat smør på en pande sammen med lidt neutral olie. Lad det bruse op ved mellemhøj varme. Form frikadeller med en spiseske og sæt på panden. Lad dem stege til de er lysebrune og vend så. Mærk på frikadellerne om de er færdige – de skal føles faste, når man trykker på dem.
Læg frikadellerne på et fad og server dem straks – enten til frokost med rugbrød og remoulade (som her), eller til aften med kartofler og sovs.

IMG_4989

2 kommentarer
  • Yum! Sikke en god idé at tilsætte lidt røget fisk 😛

  • Skriv et svar til Malou Klidmoster Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *