Energibarer med honning og peanutbutter

For et års tid siden viste DR2 en serie programmer med den engelske kok Hugh Fearnley-Whittingstall. Han laver meget “fra jord til bord” mad, og i denne serie kom han omkring alle dagens måltider. Især husker jeg programmet om morgenmad, hvor han lavede havregrød med kærlighed (og mælk), samt viste nogle skønne energibarer. Jeg skyndte mig at bestille den tilhørende kogebog på biblioteket, og efter måneders venten, fik jeg den endelig forleden. Den lyder titlen “River Cottage: Everyday“og er desværre ikke blevet oversat til dansk (endnu). Der er vildt mange lækre opskrifter i den, men det første jeg bare måtte lave var de der energibarer. Jeg havde et glas med peanutbutter, som skulle tømmes, så der kom lidt mere i end i opskriften, hvorefter smørmængden blev nedjusteret.

Energibarer med honning og peanutbutter (16-20 stk)
150 g peanutbutter, fin eller grov
100 g smør
75 g muscavadosukker
75 g rørsukker (eller 150 g brun farin)
75 g honning
revet skal af 1 citron og 1 appelsin
150 g tørret frugt (rosiner, abrikoser, dadler, figner) i mindre stykker
150 g kerner og frø (solsikke-, græskar-, solsikke- og hørfrø)
200 g fine havregryn
lidt flydende honning eller sirup til dryp

Kom de 2 slags sukker, honning, peanutbutter, smør og citrusskal i en gryde. Varm det op ved svag varme til det er smeltet og begynder at dufte. Hæld havregryn, næsten alle kernerne og den tørrede frugt i blandingen og rør godt. Hæld hele molevitten i et fad (ca. 20×25 cm) beklædt med bagepapir, og pres det godt ned med fugtige hænder (eller en våd ske). Drys de sidste kerner over og dryp med lidt honning eller sirup.
Kom fadet i en 160 grader varm ovn og bag i 30 minutter. Lad massen afkøle helt i fadet, førend de skæres i 16-20 firkanter. Kan holde sig i op til en uge i en kagedåse.

Print Friendly, PDF & Email
Etiket: , , , , , , , , ,

15 Comments on “Energibarer med honning og peanutbutter

  1. I guder en himmerrigsmundfuld….jeg kom et godt drys lakridspulver i også (ved godt det snart er for meget med al den lakrids, men jeg elsker lakridssmagen som jeg synes passer godt til netop farin) . Meget spændende side du har, vender snart tilbage og lader mig inspirere igen. God weekend

  2. Hej Signe,
    opskriften ser rigtig lække ud, den vil jeg helt sikkert prøve!
    Har du erfaring med at fryse barerne ??

    • Nej, de forsvandt godt inden de fik lov at se en fryser 🙂
      Det er min erfaring at langt det meste bagværk sagtens kan fryses, så prøv du bare det! Du må meget gerne melde tilbage med erfaringerne

    • Jeg har eksperimenteret en del med at komme peanutbutter i forskellige ting, og det giver altså lige det der ekstra “mums” 🙂

  3. Det gode ved energibarer er, at man kan komme næsten alt i, bare forholdet mellem det tørre og det klistrede passer, ellers hænger det ikke sammen 🙂
    Jeg har også en opskrift på energibarer på min blog, kan bare ikke lige huske hvad jeg kom i.

    • Det er nu en rimelig lækker ting, lige at have ved hånden. Desværre er ungerne ikke så vilde med dem – for meget knas og for lidt sukker 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.