En æra er ovre

I 12 år har jeg gået til madlavning i FOF-regi ved lærerinden over alle lærerinder: Fru Jonna Hald. Hedengangen chefkok ved De 4 årstider i Århus, en af de helt store 80’er restauranter i Århus. Fruen (som vi kalder hende) har været en skrap læremester i alle årene, men hold op hvor har jeg også lært meget; massevis af udbenerteknikker, forskellen mellem at hakke og at snitte (som i Jonnas verden betyder enten små tern eller lange strimler), glæden ved smør og fløde (ingen slankeretter her!), hvor vigtig præsentationen af maden på tallerknen er og hvor hårdt arbejde det egentlig er at spise 3 retter mad på knap halvanden time en torsdag aften 🙂

Nu vil Jonna nøjes med at lave mad ude i Tivoli Friheden, så vi må blot huske hende via hendes opskrifter – hun vil blive husket for de utallige måder hun kunne stave mascarpone på (og aldrig den rigtige!) samt de 100 ting hun har lært os. Jeg har en fast aftale om stadig at mødes med “min”madgruppe, 3 skønne mennesker, som på ingen måde er i min aldersgruppe, og de 2 herrer bestemt heller ikke af samme politiske overbevisning, men vi har glæden ved god vin og mad til fælles – og det er jo et godt sted at starte…
Jeg lægger lige nogle billeder af noget af al den lækre mad vi har lavet gennem årene:

7 kommentarer
  • Klidmosteren siger:

    Hej Signe

    Hvor må det ha budt på mange gode oplevelser gennem årene.

    Jeg har kun spist på De 4 årstider en gang, men det er bestemt stadig noget jeg tænker tilbage på med glæde.

    Maden ser skøn ud, det må være dejligt at ha´ lært at lave så mange forskellige ting 🙂

    Mange hilsen
    Malou

  • Anne LO siger:

    Ej, hvor ærgerligt! Det var da ellers en vigtig ting for dig. Nederen. Men godt, at du kan finde kompensation.

  • Signe siger:

    Kurset fortsætter – blot med en anden underviser. Jeg har meldt mig til – primært for at mødes med “madvennerne”, så får vi se om det er godt eller ej. Men det er virkelig et månedligt åndehul, så jeg vil helst ikke undvære det 🙂

  • foodfanatic siger:

    Hej Signe,
    Faldt lige tilfældigt over et af dine gamle indlæg. Årh jeg kunne godt tænke mig, at have gået til madlavning under hendes kyndige vejledning. Selv med masser af erfaring i køkkenet, så tror jeg bare, at der er rigtig mange ting, man kan lære af en prof. Er det hos ham Hans Warming/Warning du går nu (hvis du altså stadig gør?) Jeg blev helt hooked på at tage sådan et kursus, da jeg læste dit indlæg, så jeg tjekkede hvilke kurser der var. Desværre fortsætter det kursus, jeg kiggede på, efter jeg har sat kurs mod det store udland.
    Mvh Nadia

  • Signe siger:

    Hej Nadia
    Ja, nu går jeg ved Hans, som har en helt anden stil end Jonna havde, men som stadig har nogle gode prof tricks, som man kan bruge til noget!
    Det er klart et åndehul for mig, sådan et kursus en gang om måneden, hvor man kun er i selskab med folk der er ligeså (eller tæt på…) tossede med mad som en selv 🙂
    Hilsen Signe

  • Peter siger:

    Hej
    Hvis I mangler inspiration har jeg samlet en del af Jonna's opskrifter på min hjemmeside http://www.madforsjov.dk hvor der også er billeder af de fleste retter.
    Hans Warming er nu også en dygtig underviser og har rigtig mange gode tips til madlavning.
    mvh
    Peter

  • Signe siger:

    Hej Peter
    Tak for link, opskrifterne kan komme mange til gavn – jeg har vist dem alle i et KÆMPE ringbind 🙂
    Vi overvejer nu at starte vores eget madhold, da vi ikke helt føler at Hans har samlet (den meget store!!!) handsken op.

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *