Asier

Jeg har aldrig prøvet at sylte asier før, men da jeg elsker at sylte, var jeg ikke sen til at sige ja, da Tine Kagedåse spurgte om jeg var interesseret. Jeg fik 2 KÆMPE asier på tilsammen knap 5 kilo, og så var det ellers bare lige at finde en opskrift. Der var så til gengæld en del forskellige at vælge imellem. De fleste med saltlage, nogle hvor man syltede asierne uden at skære dem i skiver først osv osv. Jeg valgte min egen model, da jeg havde en del lage til overs fra syltning af agurker. I stedet for saltlage valgte jeg bare at drysse de halve asier med rigeligt salt, og lade dem trække natten over. Dagen efter havde de smidt ½ liter væske fra sig!
Man kan selvfølgelig bruge et brev blandede syltekrydderier, men jeg bruger nu bare hvad jeg lige har af hele krydderier i skabet; her var det sennepsfrø, fennikelfrø, peberkorn, nelliker og allehånde. Desuden havde Malou og jeg lige været en tur på Lille Raneladegård, hvor jeg fik en ordentlig buket friske fennikelfrø med hjem (se hvad Malou fik ud af dem her), så de røg også i glassene med asier. Har du adgang til dildskærme er det også lækkert.

Asier (3 store glas)
2 store asier (ca. 5 kg)
100 g groft salt
1 liter husholdningseddike (gerne klar økologisk)
500 g rørsukker
2 spsk hele krydderier (sennepsfrø, peberkorn, nelliker osv)
3 fennikel- eller dildskærme

Skræl asierne og halver dem. Skær enderne af og fjern kernerne. Læg dem i et fad med høje kanter og drys med masser af salt. Stil fadet på køl i 12-24 timer. Skyl asierne og skær dem i skiver på tværs, ca ½ cm i bredden. Kom sukker, eddike og de hele krydderier i en stor gryde og giv det et opkog. Tilsæt de skiveskårne asier og kog op. IMG_1392
Tag straks asierne af varmen og hæld dem på skoldede glas. Kom en fennikelskærm i hvert glas og hæld den varme lage over. Sæt låg på glassene og vend dem en gang på hovedet; det hjælper til at skabe undertryk og holde asierne bakteriefri mens de opbevares. Stil glassene et mørkt sted og lad dem stå i mindst en uge, gerne op til en måned førend du spiser af dem.
Serveres til adskillige af vinterens retter, de passer til alt fra leverpostejmad til hakkebøf.

IMG_1423

8 kommentarer
  • Nammenam, jeg skal sylte mine asier i morgen. Fik du brugt alle dine fennikelfrø? Ellers kan jeg varmt anbefale saltet – det smager himmelsk 😛

  • Prinsesse Suh siger:

    Elsker asier – og selvfølgelig hjemmesyltede. Min mor sylter sine squash som asier, og det er et vældigt godt alternativ som også smager godt!

  • A + K = ♥ siger:

    Yum, hvor lækkert – er blevet fortalt, at der muligvis vanker hjemmesyltede asier fra min mors mosters have – glæder mig allerede!

    – Anne

  • Tine Albinus siger:

    Hej Signe
    Jeg mangler et par billeder af syltede asier til min webshop – må jeg låne dine fine billeder? Eventuelt bytte med nogle frø fra webshoppen: http://www.albinusfro.dk?
    MH Tine

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *